Data fra oldtiden - De Groene Sfinx

Egypterne kaldte deres hieroglyffer for Medu Netjer, ‘guddommelige ord’. De var overbeviste om, at hieroglyfferne i templer og grave indeholdt guddommelig visdom. Thoth, visdommens gud, siges at have givet dem skriften. Skriften gjorde det muligt for dem at bevare deres viden til senere generationer. Men den dybere viden fra det gamle Egypten ligger hinsides ord, skjult i sten, indhyllet i myter og symboler. Og alligevel, også hieroglyfferne selv indeholder sommetider dybere viden.

Mystiske tegn

Hieroglyffer er også data. Data fra oldtiden, kendsgerninger fra en fjern fortid. Hieroglyffer har altid fascineret mennesker. I lang tid kunne ingen læse dem. I de sidste århundreder af det gamle Egypten blev hieroglyffer i stigende grad glemt. De sidste hieroglyffer blev i år 394 e.Kr. skrevet på en væg på øen Philae. Derefter kunne ingen i lang tid læse de hemmelighedsfulde tegn.

I tidens løb voksede interessen for det gamle Egypten. De imponerende bygninger og smukke skulpturer fangede fantasien. Tempelmurene var dækket af hieroglyffer. Men hvad stod der nu præcist? Skjuler de hemmeligheder? Enhver, der ville vide mere, måtte være tålmodig, for hieroglyferne blev først dechifreret i 1822.

En vigtig nøgle til denne afkodning var Rosettastenen. Denne sten har den samme tekst indgraveret på tre sprog: hieroglyffer, demotisk (en gammel egyptisk kursiv skrift) og græsk. Og dette sidste sprog kunne lingvisterne læse. Selvom adskillige personer bidrog med værdifulde brikker i puslespillet, der førte til dets dechifrering, var det i sidste ende franskmanden Jean-François Champollion, der formåede at løse gåden om skriften.

Endelig kunne forskerne læse symbolerne. Men de tekster, de fandt i grave og templer, viste sig at være fulde af gåder; tilsyneladende uforståelige tekstfragmenter uden nogen logisk rækkefølge. For eksempel siger egypteren i De Dødes Bog, at han “kagler som en gås”, og et par sætninger senere “strækker sine vinger ud som en falk”, før han eftertrykkeligt hævder, at han “er en lotus”. Hvad skulle de lærde stille op med dette? Var der mere ved disse mystiske tekster? De gamle grækere talte med ærefrygt om egypternes viden. Mange store græske filosoffer siges at have studeret i Egypten. Platon havde været der, og Pythagoras siges også at have fået sine indsigter i Egypten. Hvis de studerede der, må disse mærkelige tekster da betyde mere?

Fig. 2 Detalje af Rosettastenen med hieroglyffer øverst, demotisk skrift derunder og græsk nederst. Britisk Museum London. (foto Corina Zuiderduin)

Fig. 3 En egyptisk skriver med et ark papyrus på skødet. I hånden holder han en imaginær rørpen. Nationalmuseet for Antikviteter Leiden. (foto Corina Zuiderduin)

Skjult viden

Egypterne nedskrev mange former for viden, lige fra astronomi og matematik til medicinsk viden. Men også tekster om livets oprindelse, om hvad der sker efter døden, om hvordan man skaber en bedre skæbne, om paradiset og om hvordan man bliver guddommelig. Den etiske side af disse tekster er altid skrevet med klare ord, så alle kan forstå dem. En anden del af denne viden er skjult i myter og symboler.

Hieroglyffer er også symboler. De blev ikke kun brugt som lydsymboler til at skrive tekster på tempelvægge og papyrus, men også på alle mulige andre genstande såsom statuer, skabe, smykker og skeer. De var sommetider så tæt forbundne med de genstande, de er skrevet på, at de bliver en del af genstanden.

Hieroglyffer

Hieroglyffer består af stiliserede tegninger af genstande, planter, dyr og mennesker. En egyptisk skriver skulle derfor være god til at tegne, og det er derfor ikke overraskende, at det egyptiske ord for ‘at skrive’ er det samme som for ‘at tegne’. Nogle gange er hieroglyffer kunstværker i sig selv (figur 1). En forfatter leverede ikke blot teksten, men normalt også de ledsagende illustrationer i for eksempel dødebøger.

Hieroglyffer blev skrevet i forskellige retninger. Nogle tekster går fra top til bund. Andre, som vores skrift, kan læses fra venstre mod højre, og andre igen kan læses fra højre mod venstre. Der er ingen tekster i det gamle Egypten, som man skal læse fra bund til top.

Det er ikke svært at afgøre, om man skal læse en tekst fra venstre mod højre eller fra højre mod venstre. Hvis figurerne i hieroglyferne vender mod venstre, læser man fra venstre mod højre. Hvis de kigger til højre, læser du i den modsatte retning. Du læser altid ud fra ansigterne.

Det er almindeligt, at en del af en tekstlinje løber fra venstre mod højre, og en anden del af den samme linje løber fra højre mod venstre. Figur 4 viser hieroglyffer på en kiste af ibenholt af Tutankhamon. Teksten starter i midten, og derfra løber den venstre del af teksten fra højre mod venstre, og den højre del af linjen løber fra venstre mod højre. På denne måde giver hieroglyferne et flot symmetrisk billede, mens teksten til venstre og højre stadig ikke er helt ens.

Fig. 4A Detalje af en kiste af ibenholt (fig. 4B) tilhørende Tutankhamon. Teksten starter ved Ankh-tegnet i midten og går i begge retninger. Boksen er også dekoreret mellem tekstlinjerne. Vi ser en ankh, et was-scepter og en gylden kurv. Egyptisk Museum Kairo. (foto Corina Zuiderduin)

Det sker også, at når to personer eller guder er afbildet over for hinanden, går teksten for den ene figur fra venstre mod højre, og teksten for den anden figur går fra højre mod venstre. Dette bringer ikke blot symmetri til repræsentationen, men forstærker også ideen om gensidig udveksling af tanker eller ord mellem figurerne.

Egypterne bruger ikke punktummer i slutningen af sætninger og ingen kommaer. De efterlod ikke engang et mellemrum efter et ord. Alle ord og sætninger løber efter hinanden. Og alligevel kan en trænet læser genkende, hvor et ord slutter, og hvor et nyt ord begynder.

Fig. 5B Was-scepter – ‘magt’

Fig. 6 Stavning af ordet ankh – ‘liv’. Egypterne var fleksible med deres skrift. Egyptiske ord kan ofte skrives på forskellige måder, for eksempel fuldt ud som her, eller forkortet (fig. 5A). Dette gør hieroglyffer legende og kreative, samtidig med at de altid er pænt arrangeret. Ord var ofte arrangeret i blokke. På denne måde danner et ords symboler tilsammen en visuelt attraktiv komposition.

Bogstaverne

Det egyptiske skriftsprog består kun af konsonanter. Vokaler blev ikke skrevet ned. Fordi ord, der kun består af konsonanter, er vanskelige at udtale, placerer egyptologer bogstavet “e” mellem konsonanterne. For eksempel udtales ordet nfr – ‘smuk’ så som nefer. Men hvordan ordene rent faktisk blev udtalt, hvad de egentlige vokaler var, er ukendt.

Egyptiske skrivere og billedhuggere sørgede for at arrangere ord pænt i blokke. Bogstaverne i et ord ligger ikke kun efter hinanden som i vores sprog, men også delvist oven på hinanden i det samme ord (figur 6).

Lyde og symboler

Hieroglyffer består af to typer tegn: lydtegn og symboler. Lydsymboler repræsenterer en lyd, ligesom vores bogstaver i alfabetet. Nogle hieroglyffer repræsenterer én lyd, andre to lyde, og der findes også lydtegn, der repræsenterer tre lyde. Vi kender også enkelt- og dobbeltlydssymbolerne i vores skrift. Alle bogstaver i vores alfabet repræsenterer én lyd, undtagen bogstavet x, som repræsenterer to lyde, namelijk ks.

Hieroglyffer består for en anden del af symboler. Mange af disse symboler er determinerende.

En determinativ er et symbol, der placeres efter et ord. Fordi egypterne ikke skrev vokaler ned, var det ikke altid klart, hvilket ord der mentes. En determinativ giver på denne måde en indikation af betydningen. For eksempel tegnede egypterne et øje bag ord relateret til at se eller se (figur 7). De placerede en menneskefigur med hånden over munden bag ord, der har at gøre med alt, hvad man gør med munden, såsom at spise, drikke og tale (figur 8). Ord relateret til gang eller bevægelse blev forsynet med to gangben i slutningen af ordet (figur 9). For ord, der udtrykker en modsat bevægelsesretning, såsom at gå tilbage eller vende om, tegnede egypterne gangbenene i den modsatte retning (figur 10).

Fig. 7A To stavemåder for ‘at se’ *– peter*.

Fig. 10 An – ‘At gå tilbage’, ‘at vende om’.

Fig. 11B ‘Mund’

Fig. 11 A Lyden ‘r’. Nogle hieroglyffer kan være både et lydtegn og et symbol. Bogstavet r er for eksempel skrevet af en stiliseret mund. Men dette tegn kan også i sig selv betyde en ‘mund’. I sidstnævnte tilfælde vises der normalt en lodret linje bagefter (figur 11B).

Abstrakt

Men hvad gjorde egypterne med et abstrakt ord? Hvordan oversatte de sådan et ord? Det havde de også en løsning på. I slutningen af et abstrakt ord tegnede de en papyrusrulle. Dette udtrykker, at det er et ord, man ikke kan tegne, da det er abstrakt, men at man kan skrive ned (figur 12).

Nogle gange er hieroglyffer så tæt forbundet med det objekt, de er skrevet på, at selve objektet næsten udelukkende består af hieroglyffer. Man kan nogle gange bogstaveligt talt aflæse objekter (figur 13 og 17).

Fig. 12 Iqer – ‘fremragende’. I slutningen af dette ord (til højre) er der tegnet en stiliseret papyrusrulle med et segl.

Fig. 13 I denne gennembrudte guldring sidder Amun (venstre) og solguden Ra (højre) overfor hinanden. Det hele danner samtidig Ramses II’s tronnavn: *Usher-Ma’at-Ra, Setep-en-Ra-mery-Amon*. Oversat betyder hans navn ‘Ra’s retfærdighed er mægtig’; den udvalgte af Ra, elsket af Amun.’ Egyptisk Museum Kairo. (foto Corina Zuiderduin)

Fig.15 Ini– ‘bringe’.

Fig. 14 Ingen ved, hvordan hieroglyffer opstod. Omkring 3100 f.Kr. finder vi de første hieroglyffer. Denne skål stammer fra tiden før de første hieroglyffer dukkede op. Skålen har to fødder og minder om ordet ini – ‘bring’, som står skrevet af en skål på gangben. Et andet ord, der kan genkendes i det, er ordet wab, som betyder ‘ren’ og skrives af en ben med en gryde ovenpå, hvorfra der løber vand. Ca. 3700-3450 f.Kr. Metropolitan Museum New York. (foto Corina Zuiderduin).

Fig. 17 Rituel ske af træ. Fisken øverst er et symbol for solguden. Solguden repræsenterer den dybeste kerne i ethvert væsen. Denne kerne er altid en del af det uendelige Alt. Leidens Nationalmuseum for Antikviteter. (foto RMO)

Evig skønhed

Hieroglyffer er ofte forbundet med myter. Den rituelle ske på figur 17 er ikke kun smuk at se på, men er også dækket af hieroglyffer. En ung kvinde står blandt lotusblomster. På hovedet og i hænderne holder hun nefer-tegn. Disse tre tegn danner tilsammen ordet ‘skønhed’. Vi ser også to Horus-øjne, der kan læses som ‘at se’.

Den egyptiske producent af denne ske brugte på en smart måde kurven på skeens fordybning til at udtrykke noget. Den runde skål repræsenterer urvandet, kilden hvorfra alle levende ting opstår, og hvortil de vender tilbage. Denne kilde er ifølge egypterne et evigt og uendeligt livsprincip, et uendeligt bevidsthedsfelt. I midten svømmer en tilapiafisk, et symbol på solguden. En tilapia opbevarer sine æg i munden for at spytte dem ud, når de unge fisk er født. Fiskene svømmer derefter regelmæssigt tilbage ind i den voksne fisks mund for at dukke op igen kort efter. Egypterne fandt derfor tilapiaen et meget passende symbol til at udtrykke den cykliske udfoldelse af væsener og deres tilbagevenden til Altet. I denne ske spytter tilapiaen ikke fisk ud, men lotusblomster for yderligere at understrege symbolikken. Ifølge myterne repræsenterer en lotusblomst også livets oprindelse og en tilbagevenden til enhed. Det repræsenterer også, at du igen kan blive bevidst om denne enhed, som du altid er en del af.

Skålens kant er dannet af en shen-ring, symbolet på evig tid, hvor alle væsener opstår i cyklusser. I hjørnerne er to frøer, symboler på fødsel.

Nefer

Hieroglyfferne selv udtrykker også nogle gange en dybere betydning. For eksempel består hieroglyfen for “god” og “smuk” af en luftrør, der ender i et hjerte (figur 19). Egypterne kendte menneskekroppen godt og vidste, at luftrøret ikke er forbundet med hjertet. De må have haft en grund til at udtrykke det på denne måde i deres tegn for ‘smuk’ og ‘god’.

I det gamle Egypten refererer “smuk” primært til indre skønhed. Egypterne betragtede mennesker med god karakter som smukke. En person med en smuk karakter gør alt i harmoni med andre væsener, med naturens indre lov, med Ma’at. Han lever og handler fra sit hjerte. Ifølge egypterne er hjertet sædet for den indre gud og er forbundet med kærlighed og visdom.

Den, der talte fra sit hjerte, var ærlig og oprigtig, og den, der levede (åndede) fra sit hjerte, udtrykte det guddommelige. Der er adskillige udsagn, hvor egypteren siger, at han lever (ånder) eller taler fra sit hjerte.

“Jeg lever efter Sandheden (Ma’at), i hvilken jeg eksisterer,” siger egypteren. “Jeg er Horus, som er i hjerterne. Jeg lever og taler fra mit hjerte.” [1]

Horus repræsenterer den højere del af bevidstheden, den del i mennesket, der realiserer enheden og forbindelsen med andre væsener, og som derfor naturligt gør alt i overensstemmelse med denne enhed.

Fig. 20 Denne halskæde består af gyldne nefertegn. Nederst hænger palmebladsmotiver. Metropolitan Museum of Art, New York. (foto Corina Zuiderduin)

[1] De Dødes Bog 29A

Denne artikel er en tilpasning af en artikel, der udkom i Bresmagazine 350 marts april 2025 og bogen Het Mooie Westen, mythen en symbolen in Egypte.

Oversættelse: Bodil Vinstorp

Tekst, fotos og tegninger: Copyright: Corina Zuiderduin